Steen & Strøm er hjemmebane for de største sportsbrands

Den fornemmeste opgave for Steen & Strøm er at sikre det perfekte mix af butikker, så Field’s, Bruuns Galleri og Bryggen til hver en tid er fyldt med kunder. I dette mix har sportsbutikker altid været en essentiel brik, og med et stadigt stigende fokus på sundhed og aktiv livsstil bliver denne tendens kun større i fremtiden. Derfor er Bruuns Galleri stolte af, at den internationale sports- og streetwear-kæde, JD Sports, netop har åbnet butik i det aarhusianske center – den første uden for København. For to år siden åbnede kæden sin første danske butik i Field’s, anden butik i Skandinavien, og takket være dens store succes og et effektivt samarbejde med Steen & Strøm faldt valget på Bruuns Galleri til placeringen af kædens butik i Aarhus.

”Det er med stor glæde, at vi byder velkommen til JD Sports. Det er en af verdens største streetwear-kæder med en masse special edition sneakers, som kun kan købes i JD Sports. Aarhus er en attraktiv by med mange højtprofilerede butikslokationer, og derfor er vi meget stolte over, at JD Sports takkede ja til vores tilbud,” siger Claus Brændgaard, Center Manager i Bruuns Galleri.

Det er ikke kun i Aarhus, at sportsbutikkerne udvider. I Bryggen i Vejle udvider Sport 24 butikken fra 1000 til 1600 kvadratmeter. Udvalget af sportsudstyr og -tøj vokser markant, og hele butikken kommer til at fremstå spritny. I Field’s er der også høj puls i sportsbutikkerne, der bliver suppleret af outdoor-butikker som Helly Hansen, Peak Performance og Friluftsland.
”Vi er blevet en sportsdestination på vores udvalg og sammen med de store sportsarrangementer som Royal Arena afholder, som eksempelvis EM i Svømning, E-sport med Astralis, og senest VM i Ishockey, styrkes denne position. Så ud over Danmarks største sportsudvalg kan vi lave mange ting i samarbejde med Royal Arena, når der afholdes store sportsarrangementer. Derfor ser vi også frem til VM i Håndbold i 2019.” siger Thomas Thomsen, Center Manager i Field’s.

25. juni 2018

Se også
Back to top