Masser af sommerevents i Bruuns Galleri og Bryggen

I løbet af hele sommeren kommer det til at summe af liv og aktiviteter for børn og barnlige sjæle i både Bruuns Galleri og i Bryggen.

Bryggen tilbyder forskning på farten
Hele sommeren kan faste kunder og turister gå på opdagelse i forskningens verden i Bryggen i Vejle. Her kan de søge ly for enten den bagende sol eller sommerregnen og studere 70 forskellige unikke forskningsgenstande, som for eksempel blæksprutter i glas og isbjørnekranier. Alle genstandene er udlånt af Experimentarium og Statens Naturhistoriske Museum, og aldrig før er så mange originale genstande samlet uden for museumsverdenen. Samtlige udstillinger er forklaret, så både voksne og børn kan være med. På den måde lykkes formålet om at bringe viden og forskning tættere på borgerne. Udstillingen kan ses i Bryggen fra uge 27 til og med uge 32.

Det vilde vesten indtager Bruuns Galleri
Frem med revolveren og på med cowboyhatten, for Bruuns Galleri bliver indtaget af cowboys og indianere hele sommeren over. Fra den 3. juli til den 13. august vil Danmarks mest besøgte shoppingcenter byde på et væld af oplevelser taget ud af det vilde vesten. I indianerlejren kan børnene sætte sig til rette foran tipien, der fungerer som lærred til en interaktiv fortælling, der i lyd og billeder forklarer om det vilde vesten. Du kan se, hvordan din Most Wanted-plakat ser ud. Med et tryk på en knap optages en kort GIF, som bliver vist på en skærm, hvor de værste banditter efterlyses. Du kan også udfordre din mor eller far til en virtuel skudduel med enten revolver eller bue og pil. Hvem kan ramme flest dåser?

25. juni 2018

Se også
Back to top